| Chapter 22 |
2 | Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
|
3 | Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
|
4 | Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
|
5 | På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
|
6 | de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
|
7 | Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
|
8 | alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
|
9 | "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
|
10 | Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
|
11 | på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
|
12 | Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
|
13 | Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
|
14 | spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
|
15 | Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
|
16 | min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
|
17 | Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
|
18 | jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
|
19 | Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
|
20 | Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
|
21 | Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
|
22 | Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
|
23 | Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
|
24 | "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
|
25 | Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
|
26 | Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
|
27 | de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
|
28 | Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
|
29 | thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
|
30 | De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
|
31 | Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
|
32 | de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
|