| Chapter 36 |
1 | Og videre sagde Elihu:
|
2 | Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
|
3 | Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
|
4 | thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
|
5 | Se, Gud forkaster det stive Sind,
|
6 | den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,
|
7 | fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
|
8 | Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
|
9 | så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
|
10 | åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
|
11 | Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.
|
12 | Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.
|
13 | Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;
|
14 | i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
|
15 | Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
|
16 | Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
|
17 | Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
|
18 | Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
|
19 | Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
|
20 | Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
|
21 | var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
|
22 | Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
|
23 | Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"
|
24 | Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
|
25 | Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
|
26 | Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.
|
27 | Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,
|
28 | og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
|
29 | Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
|
30 | Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
|
31 | Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
|
32 | han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
|
33 | hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
|